HISTORIE

Jydepotten

Jeg bor på en egn, Vardeegnen, som netop har været kendt for tilvirkning af jydepotter. Dette blev min første inspiration i arbejdet med ler.

Jeg startede i 1978 med det gamle håndværk, som foregår i skødet – først med at dreje potten rundt på et bræt og forme bræmmen med en våd klud.

Siden at banke bugen ud med en sten – så påsætning af ører og tæer og til sidst glitning af bræmmen og evt. mønstre på bugen.

Oldtidspotter

Efter arbejdet med jydepotter og lignende potter fra den tid (jydepotterne var på deres højeste omkring 1850) kom lysten til at forme oldtidspotter.

Romersk Jernalder

Især potter, krukker og kar fra Romersk Jernalder (500 f.Kr. – 500 e.Kr.) fascinerede mig, og besøg på museer med skitseblok gav en stor inspiration.

De kunne noget med enkle former og mønstre, de gamle oldtidskvinder!

Disse krukker og kar drejede jeg op på drejeskiven, selvom det nok ikke er den oprindelige arbejdsmetode!

Det er form, mønstertryk og glitning, der for mig er det vigtigste.

Men dekoreringen har jeg udført med de samme simple redskaber – muslingeskaller, små knogler, pinde og glittesten, som f.eks. kopien af Skarpsallingkarret.

– 50 kr. sedlen se Skarpsallingkarret.

Nutidsformer og mønstre

Inspirationen bragte mig videre til nye former og mønstre med kontrastvirkninger mellem mat og blankt – stadig brændt i mile.

Forskellige tryk gav også en særlig virkning (stof med struktur, hedebosyninger, kniplinger, sten mm.

 

Hestehårsbrænding

Min sidste store begejstring ligger i åben brænding af krukker og fade i hvidt og rødt ler med påførsel af hestehår.

Efter 4 timers brænding påfører jeg hestehår, som krøller fuldstændigt sammen i mødet med den brændvarme krukke.

De krøllede hår laver en reduktion på den hvide el. røde skærv (overflade) og danner en sort, krøllet skygge.

Hits: 3377